Behandlingen for celleforandringer

Behandlingen for celleforandringer

 ” Det som jeg troede skulle være et helt almindeligt lægebesøg, bestående af et celleskrab for at jeg kunne få min recept med p-piller fornyet.
Viste sig at blive noget helt andet ! “

Vi er i midten af Marts måned.
En dag på job ringede min mobil, det var en sygeplejeske fra lægehuset. Jeg ringede tilbage til  hende. Hun fortalte mig kort om det celleskrab, som jeg havde vært inde og få lavet, få uger forinden. Hun fortalte mig, at jeg skulle tage det helt roligt, men at hun måtte fortælle mig, at der desværre var nogle celler som ikke så helt så gode ud. Derfor vil de gerne holde øje med mig, og have mig til et nyt tjek igen nogle måneder efter.

” Hvad kunne jeg forvente af det nye celleskrab ?”

Vi er i starten af August måned.
Tiden var kommet til, at jeg skulle have fortaget det nye celleskrab. Jeg satte mig i stolen ved siden af lægens skrivebord. Jeg havde rigtig mange spørgsmål og bekymringer som: “Hvad hvis prøven viser det samme ?” “Hvor farligt er det?” “Hvad skal der så ske?”
Men kommentaren er: “Du skal slå koldt vand i blodet, og tage en slapper”. 
Jeg er meget frustreret da jeg forlader lægen.
Efter præcis 14 dage ringede jeg til min læge for at få svaret. Han fortæller mig, at prøven har samme resultat. Cellerne er ikke blevet bedre eller gået i sig selv, men der var heller ikke kommet flere dårlige til. Og derfor uændret. Han syntes, at en henvisning til sygehuset, ville være det bedste for mig. Og det sagde jeg selvfølgelig JA TAK til ! 
Henvisningen vil jeg modtage i min E-boks inden for 10 dage. 


” Uvisheden om hvad der skal ske, er så frustrerende “

Vi er i slutningen af August måned.
Jeg modtager henvisningen fra Region Nordjylland i min E-boks. 
Jeg skal i starten af Oktober måned til undersøgelse på Ambulatoriet for Gynækologi på Hjørring Sygehus. 
Endelig blev Oktober måned og dagen var kommet. Jeg var meget nervøs for, hvad der skulle ske. Jeg havde i beskeden fra Region Nordjylland også modtaget et dokument, hvor der står en masse vigtige informationer, som før, under og efter undersøgelsen.
Få minutter efter jeg får meldt min ankomst, kommer en sød sygeplejeske og henter mig. Jeg kommer ind i det gamle, stort, kolde rum hvor der venter en læge og en lægestuderende. De er alle rigtig søde, forklarer mig hvad der skal ske og svarer så godt de kan på alle mine spørgsmål.

” Fire øre høre bedre end to “

På grund af renovering og ombygning på Hjørring Sygehus, forgik undersøgelsen i en ældre bygning. Rummet var gammelt, stort og koldt. Alt var hvidt og lugten af det sterile gør en nervøs ! 
Undersøgelsen skulle igang, og lægen var rigtig sød til at fortælle mig hvad hun gjorde. Den søde sygeplejeske var rigtig god til at snakke med en, så man kunne glemme ens bekymringer i nogle minutter, men også at jeg følte mig tryg. I forbindelse med undersøgelsen, havde jeg taget min mor med. 
Undersøgelsen som hedder kolposkopi forgår på den måde, at de undersøger min livmoder for celleforandringer. I den forbindelse tager de nogen celler ud, som sendes til et laberatrium, for at blive undersøgt . Jeg får af vide, at de skal bruge 3 stykker, men det endelig resultat ender faktisk med 5 stykker. Og det er på ingen måde, noget som jeg har lyst til igen, medmindre det er nødvendigt ! 
For at tage cellerne ud, klippes de over med en lang metal stang som samtidig opsamler cellerne. For ikke at jeg skulle kunne mærke “stor” smerte, skulle jeg lave et kunstigt host. Når jeg hostede klippede hun cellen. For at cellen skulle komme ud af saksen, som også opsamler cellen måtte hun slå metal stangen imod hendes metal bord, som stod ved siden af mig. Det var en rigtig speciel oplevelse, og bestemt ikke for sarte sjæle ! 

” Uvisheden er så forfærdelig … ” 

Den sidste besked jeg fik fra lægen var at jeg skulle huske på “Jo længere tid der går før svar, jo mere positivt er svaret” Det var noget som jeg havde brugt rigtig meget tid, til at snakke med min familie om. 
Vi er i starten af November måned. 
En torsdag morgen modtager jeg to SMSér fra Region Nordjylland, og allerede der, var jeg ikke i tvivl om, at der var noget galt ! 
Den første besked er fra lægen, som lavede kolposkopi undersøgelsen. Og der stod, at jeg havde celleforandringer i en SVÆR grad.
Jeg åbnede den anden besked. Det var en indkaldelse til en keglesnit operation. 
Jeg var tom inden i ! Jeg var så ulykkelig …

” 11 dage til keglesnit operationen ” 

Vi er i midten af November måned.
Dagen var kommet, hvor jeg skulle have lavet keglesnit operationen. Jeg vidste ikke rigtig, hvad jeg kunne forvente ? 
Jeg havde igen taget min mor med. 
Vi ankommer til Gynækologisk afdeling på Hjørring Sygehus. Vi er i god tid, og jeg melder min ankomst. Efter nogle minutter kommer en sygeplejeske. Hun måtte desværre fortælle mig, at der var sygdom hos lægerne, og at de desværre var forsinket. Og ikke forsinket i 10 min, men at vi skulle hvert fald skulle regne med en time, hvis ikke mere. 
Jeg var lettet. Min første tanke var, at hun nu ville fortælle mig, at jeg desværre ikke kunne komme til i dag. 
I stedet for at sidde og vente, valgte vi at køre en tur i Metropol Shoppingcenter. 

 ” Jeg havde dannet mig et billede af hvordan det ville være, men jeg blev bange “

Efter lidt mere end en time ringede en sygeplejeske, de var klar til jeg kunne komme. 
Jeg var meget chokeret og skræmt over hvordan de på afdelingen så ud. Da vi gik ind på afdelingen så vi et stort vaskerum, hvor de vaskende instrumenterne.
Det var på en eller anden måde rigtig skræmmende for mig. Og personalet havde grønt tøj på, som på en operations gang. Jeg ved ikke hvad jeg havde forstillet mig, men jeg syntes det var overvældende ! 
Jeg kom ind til lægen, satte mig og han fortalte hvordan operationen skulle forgå. Operationen skulle forgå i lokalbedøvelse. De to sygeplejesker som var til stede var rigtig søde. Den ene spurgte ind til mig, og den anden hjalp lægen. Efter bedøvelsen begyndte han så på operationen. Keglesnittet brændes væk (Brændes ud og ikke skæres), og efter det var fjernet brændte han området,  hvis der skulle være nogle flere påbegyndte celleforandringer. Efter operationen snakkede jeg igen med lægen. Jeg fik en folder med, hvor jeg kunne læse, og få svar på en masse spørgsmål omkring celleforandringer. Lægen var rigtig sød. Han viste mig i folderen hvilken grad svær celleforandringer var, så jeg havde en bedre forståelse.
Jeg ville få svar inden for 3 uger.  
Han sagde nogle ting, som sætte en hel masse tanker igang hos mig.
I forbindelse med helingsprocessen efter operationen havde jeg nogle spørgsmål, så jeg ringede derfor til Gynækologisk afdeling i Hjørring. 
Jeg fik kontakt til en rigtig sød sygeplejeske. Hun spurgte om jeg havde fået svar, for hun kunne se at det var kommet. Jeg havde intet modtaget, og hun forklarede hurtigt at hun ikke var udlært til at måtte overbringe svaret, hvis hun kom i forklarings problemer. Men hun kunne roligt gi mig svaret ! 
Svaret fra prøven,  NORMALT CELLEVÆV.
Jeg var lykkelig ! 


” Det er som om, man har vært i en helt anden verden ! ”

Det sidste lange stykke tid. Ja faktisk næsten hele år 2018 har jeg følt, at jeg ikke rigtig har kunne være til stede. Jeg syntes at det var rigtig hårdt, at få af vide som 22 årige, at man har celleforandringer. Jeg har vært meget frustreret over de forskellige oplysninger, som jeg har fået fra de forskellige læger. Men jeg har vært i behandling hos nogle utrolig dygtig læger, og det er jeg rigtig glad for. 
Mine tanker har ændret mig …
Ændret mig på den måde, at de beslutninger som jeg allerede havde taget inden jeg fik konstateret celleforandringer – Er noget som jeg holder ved og sætte i gang i år 2019. Og at det også er lægens anbefaling.
Jeg var ikke bange for de ville fortælle mig, hvis jeg havde kræft. Men tanken om hvis jeg kom til behandling – Og de fortalte mig, at min lovmoder skulle fjernes, og at jeg ALDRIG ville blive mor. Det var det værste de kunne sige til mig !
Ventetiden på svar og behandling gjorde mig frustreret. Jeg har følt mig frustreret og vred over, at jeg ikke har vidst hvor længe cellerne har vært i min krop ! Jeg har ikke vidst hvor galt det stod på fra Marts til November måned. Det er mange måneder med uvisheden, tankerne og følelserne. 
Og ikke mindst det, at se en stor bekymring hos min familie har gjort ondt ! 
Jeg er ikke en person, som bryder mig om, at folk skal syntes det synd for mig. Jeg kæmper og giver ikke op ! 

Jeg vil gøre opmærksom på at dette opslag er lavet ud fra mine tanker, følelser og oplevelse ! 

// Mette